iFlush

Jeg fandt et gammelt ark Apple-klistermærker fra dengang jeg købte min gamle iBook.  Det står så fint til den hvide porcelæn og den sarte lysegrå plastic.

Billede taget af Esther fra Jomsborg.

Coachen og Krigerfyrsten

En gang sidste forår dumpede en mail ind i min mailboks fra det rekrutteringsbureau, som jeg i et stykke tid har solgt min krop - eller i hvert fald arbejdskraft - til. Til gengæld for at de giver mig en temmelig lav løn, ville de gerne tilbyde mig - helt gratis - at jeg kunne deltage i en karriere-coaching-workshop afholdt af en åbenbart virkelig kompetent coach, som havde coachet alle mulige topchefer rundt omkring i erhvervslivet. Kort sagt et tilbud, man skulle være godt dum for ikke at slå til. Om ikke andet så for at føle man fik noget for de penge, de ikke gav mig i løn.

Coachen

Jeg sprang til, og mødte op til den første workshop, hvor vi blev inddelt i grupper. Vi var studerende fortrinsvis fra samfundsfaglige retninger, men osse humanister, psykologer, sprogvidenskabelige osv. Vor coach var en meget behagelig mand, som forstod at få folk til at føle sig godt tilpas. Få stemningen ned på jorden, sådan. Talte i et behageligt lavt tonefald, havde en helt igennem venlig og samtidig topprofessionel indstilling, og med et menneskekendskab, der endda lejlighedsvis løftede sig over det banale.  Man følte sig kort sagt straks i gode hænder.

Vi fik udleveret hver et ‘life sheet’, en ’servicebog’ – livet skal til serviceeftersyn ligesom din bil!  - og et lille hæfte med små diagrammer, der på overskuelig og skematisk vis kunne vise løsninger på nogle dagligdags vanskeligheder, vi alle løber ind i. Konflikttrappen, for eksempel, og de ni personlighedstyper. Vores sjælelivs Lille ABC, kan man sige.

Udover at deltage i de fire workshops, var det vigtigt at vi arbejdede med os selv i mellemtiden. Vi lærte at vi skulle huske at trække vejret tre gange dagligt, at danse lidt ved kaffeautomaten, at vi skulle tænke åbent og positivt og gøre alt til en win-win situation ved at tænke ud af boksen og se muligheder i stedet for begrænsninger. Man skal aldrig lade sit job stresse sig, for så går man bare ned, og man dør af det. Det kan virkelig tage på sjælen at gå konkurs med en virksomhed. Man skal sørge for at alle lag i en selv er i harmoni – krop, følelser, tanker og ånd.

Ånd.

Den kom sådan lidt ind fra højre, den der Ånd. Den blev ikke forklaret nærmere. Naturligvis ved vi alle, hvad Ånden er. Og den skal man have med. Det behøver vel ikke nogen nærmere forklaring.

Vi skulle teste os selv: hvor godt er du i harmoni med dig selv? Svarene kom ud i praktiske procentsatser, som vi kunne bruge til at finde ud af, hvor der skulle sættes mere ind. Skal jeg dyrke mere Power Yoga? Eller måske hellere komme min sjæl lidt nærmere mandag og torsdag aften på meditationskurset?

Antydningsvis blev det os meddelt, at der var en højere mission i dette end blot og bart velvære. Der forelå en vision for os – erhvervsledere skulle se ud over bundlinjer og direktionsgange og træde i karakter som inspiratorer og moralske forbilleder og tage et ansvar for verdens økonomiske og sociale og miljømæssige problemer – der som oftest skyldtes dårlig virksomhedsledelse. Det blev vi mindet om, hver gang vi så på bagsiden af vores servicebog, som var påskrevet den lille, opbyggelige passage “En Erhvarvs-Ridders Trosbekendelse” (”Credo of a business Knight”). En trosbekendelse, som er et helt blogindlæg værd i sig selv, så det kunne godt gå hen at komme senere:

I believe that global business has the money and power to make a significant difference in today’s troubled world, and that by making that difference it can help itself as well as others. I envision business raising its sights above the bottom line. I envision business becoming a vocation, like the higher professions. To make this possible, I believe that business must add a moral dimension, becoming more service- and value-oriented and largely eliminating the assumed natural distinction between private enterprise and public institutions. I envisage business taking responsibility for the world in which it operates and from which it creates its wealth. And I envisage myself becoming one of those business leaders who are “servant leaders” - leaders who serve not just stockholders, colleagues, employees, products and customers, but leaders who also serve the community, the planet, humanity, the future and life itself.

Tak for kaffe. Tragisk nok et ganske godt billede på mange moderne erhvervsfolks selvopfattelse.

Det viste sig iøvrigt et stykke inde i forløbet, at Business Knight ikke bare var idealet på den ansvarlige, fleksible og medmenneskelige leder, men også en titel, man mod et anseeligt – men sikkert på ingen måde urimeligt – beløb kunne få diplom på på Coachens egen skole. Et kursus han i øvrigt havde i franchise fra en eller anden britisk erhvervsguru. Et intromodul, der meget passende hed Young Business Knight, blev os tilbudt ganske kvit og frit senere i forløbet – desværre var Deres Udsendte dog forhindret i at deltage og måtte således gå glip af titlen og det medfølgende diplom.

Kurset var en forunderlig blanding af business-husmoderfifs og snusfornuft krydret med den her helt særlige pseudovidenskabelige, let spirituelle business-buddhisme, som er så trendy i tiden. Helt snusfornuftigt, og med en faktisk imponerede stor menneskekendskab, indledtes tankerækken med gode løsningsforslag på velkendte dagligdags problemstillinger, der siden blev teoretiseret op på et højere niveau af generelle udsagn om, hvordan et menneske fungerede bedst på det mentale og det emotionelle plan – og vupti, entrée spiritualité, ligesom bare sådan, uden at blinke. Hvor kom den lige fra?

Ganske logisk bevægede vi os for hvert modul stadig højere op i den personlige pyramide, og endte med Ånden i sidste modul.

Ånden var, som tidligere nævnt, en lidt mærkelig størrelse. Den blev bare beskrevet som ‘det, der er vores dybeste kerne som mennesker, vores inderste følelser, vores inderste ild” (citeret efter hukommelsen) – men det fremgik aldrig klart, om dette var ment som et udsagn eller en definition. Klart var det til gengæld, at ånden var en på samme tid stærk og skrøbelig plante, som var det dyrebareste vi havde, ja, selve essensen af os selv.

Og hvad hjalp alle disse tricks til vores fysiske og mentale hygiejne, hvis vi i vores karriere skulle havne på en åndelig mødding? Det må selvfølgelig ikke ske, og coachen havde heldigvis et trick i ærmet – sjælerejsen. Drik noget urtethe, dæmp lyset, sæt den kedeligst mulige musik på, luk øjnene og forestil dig du går ind i en have, hvor der er en trappe, som går op til skyerne. Gå op og op – læg mærke til, at du ikke føler dig trættere, men lettere heroppe! - og se; pludselig møder du en skikkelse som er din åndelige vejleder! Og når man nu sådan har bevæget sig ind til denne uudtømmelige kilde af visdom i livets dybeste spørgsmål – hvad er så mere nærliggende at spørge om end karrierevalg? Aldrig mere tunge og forældede versioner af “Hvad Kan Jeg Blive?”!

Krigerfyrsten

Det var Coachen meget om at gøre, at vi skulle føle ansvar for vores eget liv, at vi skulle vide, at vi kunne forandre vores dårlige vaner. Til dette hentede han kavaleri fra et lidt andet fort end forventet – vi blev nemlig informeret om, at man selv tænkte sin verden, og at det var kvantefysikkens fortjeneste at have opdaget dette! Som den eneste i lokalet med et kendskab til kvantefysik udover hvad Tor Nørretranders’ bøger kan fortælle os, studsede jeg noget, men sagde intet – ville jo gerne høre mere, og jeg var der jo for at lære, ikke sandt?

Det blev os oplyst, at den nyeste videnskab havde vist, at alt, hvad man måler, afhænger af, hvordan man måler det. Herfra, fik vi at vide, kunne vi konkludere, at det er vores tanke, der skaber virkeligheden, og at man alene med sine tanker kunne ændre virkeligheden!

På et vist plan er det banalt og indlysende sandt. Tanken er grundlaget for håndens bevægelse, når den snitter i en pind eller detonerer en A-bombe. I den forstand rummer udsagnet ikke noget som helst nyt. Men tanken alene? det stod aldrig helt klart, hvordan det skulle forstås. Og det var netop det smarte ved hele affæren – at den altid balancerede med en tvetydighed mellem det indlysende banale og den tåbeligste New Age-mysticisme, som hverken gør videnskaben eller åndeligheden ære.

Kvante-buddhismens evangelium blev forkyndt i uddrag af en film, som vi fik vist. I denne serverede åndelige og videnskabelige sværvægtere livets store og fundamentale spørgsmål for os i mundrette bidder á 15 sekunder ind imellem en bizar historie om en neurotisk fotograf og nogle blinkende og roterende computeranimationer af en masse små kvanter og celler og alt sådan noget anden videnskabeligt noget. Eller, vi måtte regne med at de var åndelige og videnskabelige sværvægtere, for de stod ikke præsenteret ved hverken navn eller titel. Det må helt sikkert have været for, at vi skulle befri os af vore fordomme og lytte mere efter indholdet end efter, hvem der talte. Eller sådan noget.

Disse filosofiske godbidder har utvivlsomt fyldt en del af de tilstedeværende med en dyb sense of wonder ikke ulig den, man kan føle, når man ser en virkelig god udsendelse om naturvidenskab. Jeg skal dog hilse at sige, at dette ikke var tilfældet. Følelsen af undren og mystik skyldes nok snarere, at man på kort tid blev fyldt med ufattelig meget tågesnak, hvoraf særligt en ældre,  stærkt udstafferet dame med platinblond hår, tyk make-up og soverkammerøjne, leverede pragtstykke på pragtstykke.

Den bragte den ene myte og forkerte påstand til torvs efter den anden. Dr. Emoto, der klistrede ord på vandflasker, og angiveligt derved kunne bevise, at vandet ikke bare har en sjæl, men at det også kan læse. Historien om, at de indfødte amerikanere bogstavelig talt ikke kunne se europæernes skibe, da de ankom til Amerika, fordi de aldrig havde set så store skibe før. Og mere af samme skuffe. Meget mere.

Filmen var kort sagt fuld af pseudovidenskabelig og pseudoreligiøs tågesnak, hvis eneste budskab var at ophæve den banale indsigt, at positive tanker skaber bedre resultater end negative, til en essentiel egenskab ikke bare ved sindet, men ved hele universet. Dybt tåbeligt, men ikke noget man ikke har hørt før fra de kanter.

Det gode kom først nogle måneder senere.

Kurset var vel overstået, det var blevet efterår og jeg sad og læste på den altid interessante blog for teoretisk astrofysik, Cosmic Variance. Her stødte jeg på et indlæg, der straks fangede min opmærksomhed. Og den var god nok. Filmen, vi havde set, “What The Bleep Do We Know”, var jeg åbenbart ikke ene om at være kritisk indstillet overfor: et af de ’snakkende hoveder’ i filmen,  fysikfilosoffen David Albert, var splitterrasende over, at hans udtalelser var blevet dissekeret til ukendelighed, og at deres fortolkning af kvantemekanikken er “vildt og uansvarligt forkert”, hvilket han også - foran kameraet - havde brugt timer på at forklare dem. Mine mistanker havde altså ikke været helt ude i hampen, så med fornyet appetit kastede jeg mig over at læse mere, og fandt enartikel som fik mig til at spærre øjnene op: nok var den gamle platinblondine sær, men at hun var så sær…

Billede fra Sceptico

Hvad vi ikke havde set af filmen var nemlig slutningen, hvor de forskellige medvirkendes identitet endelig blev afsløret. Plantinblondinen præsenteres simpelt hen som “Ramtha, mesterlærer på Ramthas Oplysningsskole, kanaliseret gennem J. Z. Knight”. Ramtha. Den guddommelige ånd af en krigerfyrste fra det forsvundne sagnkontinent Lemuria, et lidt overset søsterkontinent til Atlantis, som han efter sigende også havde ledt sit folk i krig imod. Ramtha, som har valgt at bruge en husmor fra USA som sit talerør i verden idag, hvor han lærer os, at Gud er Den Store Observatør i kvantemekanikken. Selvsamme husmor har i parantes bemærket ikke bare æren af at være udvalgt som talerør - helt bogstaveligt - for guddommen, hun har også copyright på ham. Alt dette hævdes i fulde alvor at ske i en såkaldt dokumentarfilm, som en coach højt respekteret i erhvervslivet efter alt at dømme får en ikke ringe sum penge af Bureauet for at vise os håbefulde unge akademikere in spe, som forinden er blevet godt blødgjort af sjælerejser og lokkende ord om at blive samfundets kommende elite.

Det skal til Coachens forsvar siges, at han efter henvendelse erklærede, at han ikke længere ville bruge filmen, og at han beklagede sin manglende research på området. Dette er ikke noget angreb på ham. Men historien er meget sigende af en anden grund. Lytter man nemlig til budskabet i både filmen og kursusforløbet, så passer den benhårde individualisme - her pakket ind i søde, halv-buddhistiske fraser - som fod i hose med den stigende privatisering og afvikling af den offentlige sektor. At enhver er sin egen lykkes smed har de længe fortalt os - at det også skulle være en grundlæggende egenskab ved hele universet kommer jo kun belejliget for denne dagsorden.

Og denne - falske - påstand er de altså så ivrige efter at sælge, at selv mørkemænd som J. Z. Knight bliver modtaget med kyshånd og løftet op på managementfilosofiens piedestaler som havde de været nye Platon’er.

Når hjerte bli’r til smerte bli’r poppunk en pligt!

Med det motto har The Assassinators i det sidste par år fyret den af på københavns undergrundsscener. De spiller med masser af energi og rå punklyd, blandet med fængende syng-med-melodier og smækre overstemmer sunget af deres kvindelige forsanger og guitarist/backingsanger. Stilen er nærmest umulig ikke at elske, og de blev hurtigt fast inventar i Ungdomshuset, først på scenerne og siden på ladvognene til de mange torsdagsdemoer.

The Assassinators har før udgivet et demobånd og en 4-spors EP, og i fredags skulle deres første fuldlængde album, Sigt Efter Hjertet, frigives med manér på Loppen. Det blev dog  en lidt anderledes releasefest, da pladerne ikke var nået frem! Til gengæld gav gruppen den gas fra scenen i en grad, så ingen vist kan være gået skuffede ud. I forhold til tidligere koncerter kunne man høre, at de havde koncentreret sig om indspilningerne i et stykke tid - de virkede mere rutinerede end før, og samtidig sultne efter noget ordentlig publikumskontakt. Desværre var lyden ikke den bedste, så deres velkendte guitarfigurer lidt for tit druknede i støj.

Med som opvarmning var snothvalpene i trioen Reaktion. Der er ikke så meget andet at sige, end at hvis de fortsætter på den måde ret længe, så har de overhalet det meste af københavns punkscene indenom, inden deres stemmer går i overgang!  Vokalen kunne der godt arbejdes på, men selvom de nærmest er mindre end deres instrumenter, så er der ingen tvivl om, hvem der bestemmer dér. De har en herlig respektløs attitude og havde ikke nogen problemer med at redde et par kiks hjem på charmen.
The Assassinators + Reaktion, Loppen, Fredag 7/3-2008.

Denne anmeldelse har været bragt i Arbejderen, tirsdag 11/3

Hvad billedmappen gemte

Yeah - billedet her er gammelt, faktisk fra December 2006, kort efter de Ungeren-uroligheder, som lissom blev en forsmag på balladen i Marts. Det taler vist for sig selv - det er en af de fedeste annonceplaceringer jeg har set længe!

…Gad vide om det var med vilje?

Hjernegymnastik

Forestil dig, du vader igennem byen i en solid brandert klokken 5 om morgenen. Ude på fortovet foran Burger King ligger noget så for stedet fremmed som en bog!

Hurtigt tænker man, at det må være et tegn fra de højere magter om, at du skal tage at læse bogen - for så at se, at bogen er Richard Dawkins’ ateistiske manifest “The God Delusion”!

Hvad for en slags tegn har man så med at gøre? Hvad betyder det?

Justitsblondinens lange næse

Igår faldt der dom i en af danmarks mere bizarre retssager: Lene Espersen vs. Fighters+Lovers. Justitsministerens retsforfølgelse af tekstil-terroristerne endte med en pure frifindelse. Sådan set det eneste rimelige, men det betyder jo ikke at det var givet på forhånd. Vore terrorlove er elastiske og har allerede givet sig ret syrede udslag - så hvorfor ikke et mere?

Fighters+Lovers’ påståede forbrydelse var, at de havde solgt T-shirts til støtte for FARC-EP i Columbia og PFLP i Palæstina. Disse to organisationer står begge på USAs og EUs terror-lister, og at støtte dem økonomisk er derfor, sagde anklageren, støtte til terrorisme - en forbrydelse, der har en strafferamme på op til 10 år! Gad vide hvad så Lene Espersen står til som medskyldig i mindst én folkeretsstridig krig?

Sandsynligvis en karriere i erhvervslivets top, når hun om mange år er færdig i folketinget. Suk.

Nu er det allerede ved en tidligere lejlighed blevet slået fast, at EU’s terrorliste ikke er bevis for noget som helst. Listen er udformet af politikere og embedsmænd på Bruxelles’ bonede gulve, langt væk fra de kampe, de med et pennestrøg har sat sig til doms over. Listen er ikke meget mere end den glittede presses ugentlige “hot or not”-liste, pakket ind i en tyk vat af selvhøjtidelighed.

Hvad terrorisme overhovedet er for en størrelse, er faktisk ikke helt enkelt. Altså - vi er jo allesammen enige om, at når man sprænger en bombe på en markedsplads, så er det terrorisme. Vi er også allesammen enige om, at når den danske modstandsbevægelse under krigen sprængte fabrikker, der arbejdede for tyskerne, så var det noget af det fineste og mest ædelmodige der findes. Desværre er overgangen flydende, så hvor trækker vi grænsen? Og ikke mindst - hvor stor en portion undertrykkelse skal der til, før man kan legitimere væbnet modstand?

I mit hoved er der ikke så megen tvivl. Colombia er et to-parti-diktatur af de blodigste i verden. Venstrefløjens seneste forsøg på at stille op til parlamentsvalg endte med tusindvis af dræbte organisatorer og aktivister, og resten på hovedkulds flugt ud i junglen for at søge tilflugt hos guerillaen.

Palæstina er besat af en fremmed magts militær, og så er det selvfølgelig legitimt at gøre modstand. Men ét er logik, et andet jura.

De danske domstole er ikke just kendt som civilsamfundets bidske vagthunde. Der dømmes gerne, med enkelte hæderlige undtagelser, hvad politiet bestiller. Måske har de denne gang ment, at politikerne og embedsmændene med deres terrorlister gik dem lidt for meget i bedene. Nok skal man pleje sine venner, men man skal jo heller ikke lade dem tage brødet ud af munden på én. Og hvis politikerne bare kan begynde at lave lister over, hvem der er forbrydere og hvem der ikke er, vil juriststanden jo hurtigt blive overflødig.

Nu har der naturligvis ligget mere retskafne motiver baglandsrettens dom i sin tid, men sikkert er det, at man - skal man sige, som en heldig sidegevinst - lige fik pisset territoriet af overfor politikerne. Det her er vores turf, venner, no offense.

Så et øjeblik skulle man tro, at fornuften måske alligevel rådede i den lille andedam. Salige enfold. For når nu politikere og embedsmænd i EU-apparatet (ganske rimeligt) ikke ses som rustede til at dømme ret og uret i mellemøst-konflikte, hvem er mon så?

Det er da klart. Det er da 2. sorterings-juristerne i Københavns Byret. Hvad skal vi da også med folkeret og internationale domstole? Suk igen.

Så rustet med dansk terrorlovgivningsgummiparagraffer - nydeligt udformet af den anklagende Lene Espersens eget ministerium - gik byretsdommeren og to lægdommere med krum hals i færd med at sætte skik på de internationale brændpunkter. I sig selv en lidt grinagtig tanke, hvis altså ikke så meget havde stået på spil. Heldigvis skød anklagerne gentagne gange sig selv i foden ved at indkalde “uvildige ekspertvidner” , som senere viste sig at være parter i konflikterne. Og heldigvis var F+L sammen med deres forsvarere på forhånd ret sikre på at have en god sag. Men det er ingen garanti, når der er magtfulde parter som USAs og Israels regeringer på den anden side.

Efter de kaotiske Vietnam-demonstrationer i 1968 havde den kommunistiske advokat Carl Madsen en lignende sag (billedet fra www.leksikon.org). Den var faktisk umiddelbart af knap så dramatisk karakter, men det lykkedes ham alligevel at få den kørt den op på højeste politiske niveau, og få vendt den fra at være et forsvar af hans demonstrerende klienter til at være en anklagesag imod Danmarks politi, regering og politiske establishment.

Ikke ét ondt ord sagt om Bjørn Elmquist, som har ført denne sag glimrende. Men med de danske myndigheders engagement i krige, samarbejde med den Israelske besættelsesmagt i Palæestina og politiske kovendinger overfor for eksempel FARC-EP (som EU officielt mødtes med før 2001, uden at FARCs politik og metoder har ændret sig siden), kunne det have været interessant at få brugt denne retssag til på Carl Madsen’sk vis at få rettet et frontalangreb imod den såkaldte terrorbekæmpelse, som de vestlige lande har brugt til at give sig blankocheck til at sætte sig ud over folkeretten.

Ikke desto mindre er dommen igår dog en vigtig sejr for civilsamfundet overfor vore stadig mere totalitære “demokratiske” regimer. Vi har - med mindre Landsretten senere omstøder dommen - stadig lov at støtte legitim modstandskamp imod undertrykkende regimer, også selvom de regimer er USAs og EUs venner.

Tusind tak til Fighter+Lovers for at have sat så meget på spil for for én gang skyld at få pisset vores territorium af.

Legebarn

Når jeg går hjem fra jobbet, gennem DSB’s gamle centralværksted, der ligger som en ø midt i det store ingenmandsland mellem Fisketorvet og Vestre Fængsel, går jeg tit på line på et stykke rangérspor, måske 100 meter, mellem værkstedshallen og den kolossale skydebro.

Jeg er 28 år, og det er lidt svært med laptop-tasken i den ene hånd og en smøg i den anden. Jeg ser sikkert vildt åndssvag ud, når jeg svajer som en kæfert størrelse XXL og fægter uhæmmet med armene for at holde balancen. Men det er sjovt. Og når jeg går der, i limbo mellem kontorlandskabets dvaskhed og byens ensrettede trafik, er der kun dét, at holde balancen, i hele verden.

Jeg bliver så glad, når jeg kan.

Primærfarverne fra Mars!

“Da jeg var i 10 års-alderen [...] introducerede en ven mig til Edgar Rice Borroughs’ Mars-romaner…
De var fascinerende at læse. I starten. Derefter begyndte tvivlens orm at gnave…
Der var tilfældige bemærkninger, som først forbløffede mig, men skuffede ved nærmere eftertanke. Borroughs indskyder f.eks., at at på Mars er der yderligere to primærfarver, end der er på jorden.Jeg brugte talløse minutter, med hårdt lukkede øjne, på at koncentrere mig intenst om en ny primærfarve. Men det endte altid med en tåget brunlig eller blommefarvet kulør. Hvordan kunne der være en ny primærfarve på Mars, for slet ikke at tale om to? Og hvad var en primærfarve? Havde det noget med med fysik, eller fysiologi at gøre?
Jeg besluttede, at Borroughs muligvis ikke anede, hvad han talte om. Men han fik i hvert fald sine læsere til at tænke sig om…”

Carl Sagan citeret i Phantazm

Nu kommer moderne neurologi så muligvis den stakkels Borroughs til undsætning. På Cosmic Variance skriver skribenten Sean Caroll om neurologiske undersøgelser af synæstesi - at én slags sanseindtryk, for eksempel en form, kan fremkalde en anden slags sanseindtryk, for eksempel en smag.

De finere detaljer i forsøgene skal jeg ikke komme ind på, dem beskriver Caroll fint i sit blogindlæg, men finten er, at de her folk forbinder bestemte former med bestemte farver.

Nu er det ikke ualmindeligt, at folk opfatter en eller anden form for forbindelse imellem f.eks. tal og farver, men det er mere en vag association. For den rigtige synæstetiker træder farverne klart og skarpt frem, hvilket for eksempel gør dem i stand til at udpege nogle 2-taller imellem en masse 5-taller langt hurtigere end almindelige mennesker. Det er ikke bare en metaforisk association, den virker på et meget lavere og mere automatisk plan, og teorien er, at den skyldes en feedbackeffekt eller lignende mellem det center i hjernen, der opfatter former, og det der opfatter farver - de ligger nemlig lige ved siden af hinanden.

Og her er det så, det seje kommer. De fandt nemlig en farveblind synæstetiker; der var visse bølgelængder/farver, som farvereceptorerne på hans nethinde ikke kunne opfatte, så der var bestemte farver, han ikke kunne se. Men, når de viste ham bestemte former, så fremtrådte de for ham i de farver, han normalt ikke kunne se!

Teorien er, at selvom hans nethinde ikke kan opfatte disse farver, så kan farvecenteret i hans hjerne sådan set godt opfatte dem - det får blot ikke det input fra øjet, som skulle udløse opfattelsen af netop denne farve - og at netop netop disse signaler fra form-centeret inde ved siden af, så udløser det i stedet for.

Totalt ukendte farver, som han ganske vist ikke direkte så, men som han ikke desto mindre opfattede lige så klart og levende som andre farver, var pludselig kommet ind i hans univers.

Og han omtalte dem som… Mars-farverne!

Borroughs - Sagan: 1 - 1

Hvor cool er det lige?

 

Manu Chao til Torsdagsdemo!

Ja okay, der er gået lidt tid siden det faktisk skete. Men det var sgu vildt… Manu Chao optrådte til den 34. torsdagsdemo for flere ungdomshuse. Arbejderens fotograf fangede en del af showet:

 Netop som man efter G13 troede, det ikke kunne blive federe… Yay!

Digitale Snushaner

Fri software - GNU/Linux, OpenOffice, Firefox m.m. - er sjovt, fordi man kan alt muligt med det. Man kan rode med det og lave om på det. Måske er det også derfor det har et lidt nørdet image, og jeg synes da også selv det er ret skægt at rode rundt med opsætning osv.

At der også er en mere alvorlige og endda foruroligende sider ved spørgsmålet om frihed på softwarefronten bliver man af og til mindet om. Med informationsteknologiens enorme dominans i vores liv, bliver spørgsmålet om, hvem der styrer vores software, lige pludselig et spørgsmål om en anseelig magt - en magt, som idag ligger godt og sikkert i få store og politisk/etisk tvivlsomme giganter.

På www.modspil.dk har jeg lige læst en glimrende artikel, som kort, klart og forståeligt skitserer problemet og giver nogle eksempler på, hvor stor magten er - og at virksomheder og tvivlsomme regeringer ikke tøver med at bruge den. Artiklen er skrevet af den evigt stædige Richard Stallman, som her minder om, at der er mening i hans stædighed.

Tak til modspil.dk for en flot oversættelse.

Sund, dansk humor

Det er mandag, der er smøgpause på jobbet. Ved siden af mig i gården står to kolleger, lad os kalde dem Fruen og Frøkenen.

Frøkenen: Hey, har du forresten hørt om hende der luderen nede fra Hovedbanen, det blev voldtaget? hun meldte det til politiet. Så røg hun selv ind.

Fruen: Ja det er sgu da rigtigt; hun havde slet ikke ret til at være her, vel?

Frøkenen: Nej, hun var fra Nigeria eller sådan noget. havde ingen papirer. Ikke noget som helst.

Fruen: Hahaha! Aj hold kæft mand, hvor dum er man, at ringe til politiet når man er illegal! Det er kraftedeme for sjovt, mand. Hahaha!

Frøkenen: Ja, det er fandeme skægt…

Rart at se, at danskerne trods den dårlige sommer har deres gode humør i behold og kan tage tingene med et smil.

Nutidens ungdom!

Jeg fandt denne artikel i Urban en gang i sidste uge, men har ikke haft tid til at lægge den op før nu. Men op skal den, for den har rystende nyt til ethvert demokratisk sindet menneske.

Det viser sig nemlig, at de unge i Broderlandet ikke har styr på deres fjendebilleder. Se bare her - klik på linket for at se en mere læsbar version:

Nej, de ungersvenske lider tilsyneladende af en alt for blødsøden socialdemokratisk rundkredspædagogik, at de kan være så ringe oplyst.

Det værste er ikke, at de tror, at kommunismen har bidraget til øget velstand i verden. Lidt industrialisering, elektrificering og alfabetisering af nogle hundrede millioner mennesker; så tror de straks, at det kan kaldes velstand. Spørg måske Paris Hilton, om hun er enig. Hun ved, hvad velstand er.

At de tror, at kommunismen skulle være en demokratisk struktur gør ikke sagen bedre. Herregud, man burde vide bedre end at læse folks partiprogram for at finde ud af, hvad de går ind for. Det ved enhver god, liberal Venstremand.

Nej, det værste er, at de unge ikke engang ved, at demokrati er det, som vi har her. Jan Björklund har ret, det står slet til med historieundervisningen. Hvad bliver det næste - at Sovjetunionen skulle have slået hovedparten af Nazitysklands hær?

Tak til de svenske medier for at bringe sådanne rystende forhold frem i dagens lys. Og tak til Urban for at viderebringe historien uden at lade de røde lejesvende blandt deres journalister forvanske budskabet.

Og tak til Björklund for hans resolutte indsats for at sikre en nøgterne og - ehm - værdineutral gymnasieskole i vort naboland.

Gammel kærlighed ruster ikke…

…Til gengæld kan mange andre slags forfald nå at sætte ind på de 5000 år, der er gået, siden dette par blev lagt i graven:

…Fundet på mit højtelskede cosmicvariance.com

Det vides ikke, om det er af samme eller forskelligt køn, eller hvad dødsårsagen har været. men nuttede er de, det kan der ikke være meget tvivl om. Og som bloggeren Sean påpeger, så er det et kækt lille hint til digteren Andrew Marvell, som i dette digt bl.a. skriver:

The grave ’s a fine and private place,

But none, I think, do there embrace.

 

Hihi - tænk en gang til, Marvell!

Et par fede Dresden Dolls-video’er

Et par af de fedeste musikvideoer jeg har set for nylig… Dresden Dolls er fede, og her viser de to ret forskellige sider af sig selv musikalsk…

Og Amanda palmer… Mam!

Girl Anachronism:

Coin-Operated Boy:

Mangfoldig kultur

Den her er sej, fandt den via palazet’s hjemmeside (som iøvrigt godt ku bruge en designer, men hva’ - fedt at deres aktiviteter ligger på gade og ikk i cyberspace)

Salget af Ungdomshuset hvilede på løgn.

Jeg har diskuteret dette en masse gange, så lige som en slags dokumentation.

Kontrakten mellem politiker og vælger må siges at være brudt og dermed annuleret, det øjeblik politikerne spiller urent spil. At argumentere med ‘de demokratiske spilleregler’ over for ungdomshusets sympatisører og brugere giver derfor ikke så meget mening (klik på artiklen for at se den i læselig opløsning):

1.Marts 2007

Digt af Erwin Neutzky-Wulff fundet på Modkraft.dk.
Fotos fundet hist og her.

 

Nu myldrer de atter i tusindvis frem,
de hjemløse finder på gaden et hjem,
på torvene flammer fortvivlelsens bål
og kvases med næver af gummi og stål.

 

 

 

Men der er nu også en anden slags vold,
der ikke er hed, men beregnende kold,
som stjæler begærligt af loven i læ
for egen mund frugten af samfundets træ.

 

 

Så længe man trænger os op i en krog,
vil brostenen tale sit åndløse sprog.

 

 

 

 

Den synlige vold er jo kun et symptom.
Og SYGDOMMEN taler vi slet ikke om!

8. Marts, kampdag i skyggen af Ritt.

8. Marts. Kvindernes Internationale Kampdag. Den har stået en del i skyggen af rydningen af Ungdomshuset. Og ikke helt uden grund.

Kampdagen blev grundlagt af Clara Zetkin på et møde i Arbejdernes Forsamlingshus, Jagtvej 69. Huset, som Ritt og Ruth lige har slået ihjel.

Nu er vi i gaderne hvor I ville ha’ os!

Sikken uge. Ritt og Ruth valgte volden og satte antiterrorkorpset ind imod ungdomshuset. Rev det ned inden klagefristen udløb. En klokkeklar lovovertrædelse. Men det er ikke alle her til lands, der behøver at følge loven.

Politiet, for eksempel. De har anholdt hundredevis af folk, som befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Dommerne har varetægtsfængslet dem på samlebånd, mange uden skyggen af bevis. Ikke bare gadekampen, men også den fredelige protest er blevet kriminaliseret. De har uden dommerkendelse smadret dørene ind hos lovlige politiske organisationer. Anholdt mennesker fra provinsen og udlandet for at ville deltage i lovlige demonstrationer imod rydningen. Om det hele er ulovligt eller bare de første håndfaste følger af politiets øgede beføjelser er ikke helt sikkert. Men sikkert er det, at retssikkerheden har vanskelige kår for tiden.

Og gaderne har stået i flammer, folk har skreget deres afmagt ud imod politikæderne eller omsat den i vrede og stenkast og brændte biler. Og midt i alt dette har jeg forsøgt at skulle give kæresten et rart besøg i Danmark.

Der ligger masser af lange, harmdirrende rants og bobler inde i hovedet. Men lige nu er jeg træt, vred, kold og sulten. Har lige set kranen æde de øverste to etager af facaden på det gamle hæderkronede Folkets Hus, Jagtvej 69, mens politifolkene stod og grinede overlegent af vore magtesløse protester.

Men ét er sikkert. Husets død foregik meget i samme ånd, som da det blev bygget for over 100 år siden af en socialdemokratisk Arbejderbevægelse, der ikke ville finde sig i mere pis, og som ikke måtte afholde deres ’samfundsomstyrtende’ arrangementer i de normale forsamlingshuse. Ironisk, bare, at det er to socialdemokratiske borgmestre, der har stået for at slå huset ihjel.

More to come. Intil da har jeg kun to ting at sige…

Ih, nogengange kan sprog bare være så fint!

Sad lige og hørte Savage Rose’s gamle sang, Hvor De Vilde Blomster Gror. Teksten er fin, men særligt én linje fangede mig - måske pga. min gode gamle astronomiske besættelse:

…du skal ikke leve, dø som en hund,

så ensom som stjernen på nathavets bund.

Nogengange kan en enkelt metafor bare ramme så meget plet… Ih, hvor er den fin!