Kønsstereotyper. Igen.

Jeg har lige sendt en mail til legeakademiet.dk. De har faktisk noget rigtig fedt legetøj. Derfor gør det mig ked af det når de skal fortælle min søn at dukkevogne og legekøkkener ikke er for ham. Eller når piger skal have at vide at alt det legetøj man kan bygge fede ting af eller tumle og boltre sig udendørs med er til drengene.

Her er mailen:

Kære Legeakademiet,

Jeg er af en bekendt blevet henvist til jeres hjemmeside, fordi jeg er ved at tænke over julegaver til mit treårige barn. Hvad angår legetøjets kvalitet så det herligt ud – men hvor bliver jeg trist over at se, hvordan I har delt legetøjet ind i “drenge”- og “pige”-legetøj.

Min treårige søn skal snart have en lillebror. Han går meget op i det og er super spændt på det. Men skulle man dømme efter jeres hjemmeside, så er dukkevogne ikke noget for ham. Ligeledes har han altid elsket at lege i køkkener. Han elsker at gi’ den gas med tusser, vandfarve, glimmer, limpistol og trylledej. Men at dømme efter jeres hjemmeside er det heller ikke noget han skal bryde sig om at se efter. Det synes jeg er synd.

Men ikke desto mindre kan jeg se, at min søn er privilgeret til sammenligning med pigerne. På jeres side med pigelehgetøj er der groft set tre kategorier: tegning/maling, skønhed og husholdning. Alt det, der kunne inspirere til at bygge, opfinde, udvikle og konstruere, er listet under drengelegetøj. Alt det, der kan udvikle motorikken er listet under drengelegetøj. Alt det der kan inspirere til at opdage, tænke stort sætte sig spor i verden – er listet under “drengelegetøj”.

Jeg arbejder som forsker i naturvidenskab, hvor det er et stort problem, at så få piger og kvinder bevæger sig ind. Jeg mener det er vigtigt at inspirere piger til, at matematik, fysi,k kemi og biologi også er for dem. Jeg mener det er vigtigt at lære piger, helt fra små, at de også kan blive opfindere, ingeniører, astronauter eller arkitekter. Desværre lærer alt for mange piger helt fra små, at det er noget for drengene, og at de selv er skabt til husholdning, omsorg og måske lidt kreativ udfoldelse i det små.

Jeg synes det er synd at begrænse børn på den måde. Det er selvfølgelig altid tilladt for forældrene at købe det legetøj til deres børn, som de vil – men når børnene skal opdage hvad de ønsker sig, ligger der et stærkt og uheldigt signal i den inddeling. Og børn lærer meget af den slags; det er grænseoverskridende og helt unødvenigt at stille spørgsmålstegn ved børnenes identitet på den måde, hvis de godt kunne tænke sig at lege med legetøj der ikke er oplistet under deres eget køn.

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at I lader børn være børn og legetøj være legetøj, og lader børnene selv om at vælge, hvad de synes er sjovt at lege med.

Med venlig hilsen,
Thøger Rivera-Thorsen
Ph.D. Kandidat, Astronomi
Stockholms Universitet

Kønsstereotyper

Var ude at købe en gave til nogle venner der snart skal have barn. Kom ind i en af de her butikker med masser af god kvalitet, en butik fuld af kvinder i en lidt sen småbørnsmødre-alder med god uddannelse og dyre naturprodukter på huden. Fandt en fantastisk bamse, en strikket løve, der straks mindede mig om den der fra “Drømmetime Med Janosch”. Jeg var helt solgt. Bamsen er nu i parrets hænder, og de var også glade for den.  Men hør nu, hvad ekspedienten forstod ved god service:

Ekspedienten: Er det til en gave?

Jeg: Ja tak, det er det.

Ekspedienten: Er det en dreng eller en pige?

Jeg: Æh, er det vigtigt?

Ekspedienten: Jamen det er bare for at jeg kan vide, hvilken farve jeg skal pakke den ind i…?

Jeg: Kan du lave det gult?

Ekspedienten: Æh, altså, det tror jeg ikke jeg har. Jeg har Orange, er det okay? (hun roder meget langt ned i sin bunke af silkepapir, der naturligvis har en ekstra tyk bunke dueblåt og gammelrosa øverst).

Jeg: Orange er fint. Tak for det.

Hun mente det jo godt, sådan set. Men hvorfor h…. skal unger – i dette tilfælde endda ufødt – have banket ind i hovedet, at der er visse farver der “passer til dem” og visse farver der ikke gør? Jeg hader, hader den kunstige og tvungne inddeling af mennesker i kasser. Kasser, der skaber kunstige skel mellem mennesker af forskelligt køn, splitter dem ad og gør alt for, at de ikke kan forstå hinanden. Så kan de vokse op, blive større og lære i børnehaven at piger er yndige og drenge er vilde; og lære hvilke lege rigtige piger og drenge kan lide. Så kan de blive voksne og læse i livsstilsmagasiner og finde opskrifter på parforholdskonflikter, som de så kan læse i samme livsstilsmagasiner, hvordan de kan løse.  Mænd vil læse om duller og gadgets og bekræfte hinanden i, at de aldrig vil forstå “kvinder”, og tøserne kan læse om efterårets must-haves og skønhedstips og bekræfte hinanden i, at de helt har gennemskuet “mænd”.  Udveksle tips om, hvordan man håndterer “dem”. Og på den måde, ganske uforvarende, sikre sig at man aldrig kan få et ligeværdigt, gensidigt tillidsforhold. “Os” og “dem”. Hele tiden.

Mænd og kvinder er forskellige, det skal man være blind for ikke at kunne se. Forskellig fysisk fremtoning, forskellig hormonbalance. Det påvirker selvfølgelig psyken. Men her er der tale om kunstigt skabte forskelle. Nedværdigende og begrænsende for begge køn. Lunken, slatten konformitet, der byder os at opføre os efter skarpt definerede retningslinjer for at være “rigtige” kvinder og mænd. Fordi sådan er det altså bare.

Hun mente det jo godt, sådan set. Men nej tak. Der er et helt spektrum af farver at vælge imellem, og de fleste er smukke, interessante, og vækker nye af følelser og associationer i os. Og hun skænkede kun to af dem en tanke, det endda kun én pr. køn. Kun alt for sigende, et eller andet sted.

De kønsforskelle, som naturen har givet os, er berigende. De kønsforskelle, som vi selv opfinder, er begrænsende, fængslende. De står i vejen for, at vi kan se, hvad naturen har givet os. De står i vejen for, at vi kan udforske alle vore muligheder. De står i vejen for, at vi kan forstå hinanden, lære hinanden at kende og handle enigt og stærkt. De er det modsatte af mangfoldighed. Ensretning i to spor er stadig ensretning.