Kønsstereotyper. Igen.

Jeg har lige sendt en mail til legeakademiet.dk. De har faktisk noget rigtig fedt legetøj. Derfor gør det mig ked af det når de skal fortælle min søn at dukkevogne og legekøkkener ikke er for ham. Eller når piger skal have at vide at alt det legetøj man kan bygge fede ting af eller tumle og boltre sig udendørs med er til drengene.

Her er mailen:

Kære Legeakademiet,

Jeg er af en bekendt blevet henvist til jeres hjemmeside, fordi jeg er ved at tænke over julegaver til mit treårige barn. Hvad angår legetøjets kvalitet så det herligt ud – men hvor bliver jeg trist over at se, hvordan I har delt legetøjet ind i “drenge”- og “pige”-legetøj.

Min treårige søn skal snart have en lillebror. Han går meget op i det og er super spændt på det. Men skulle man dømme efter jeres hjemmeside, så er dukkevogne ikke noget for ham. Ligeledes har han altid elsket at lege i køkkener. Han elsker at gi’ den gas med tusser, vandfarve, glimmer, limpistol og trylledej. Men at dømme efter jeres hjemmeside er det heller ikke noget han skal bryde sig om at se efter. Det synes jeg er synd.

Men ikke desto mindre kan jeg se, at min søn er privilgeret til sammenligning med pigerne. På jeres side med pigelehgetøj er der groft set tre kategorier: tegning/maling, skønhed og husholdning. Alt det, der kunne inspirere til at bygge, opfinde, udvikle og konstruere, er listet under drengelegetøj. Alt det, der kan udvikle motorikken er listet under drengelegetøj. Alt det der kan inspirere til at opdage, tænke stort sætte sig spor i verden – er listet under “drengelegetøj”.

Jeg arbejder som forsker i naturvidenskab, hvor det er et stort problem, at så få piger og kvinder bevæger sig ind. Jeg mener det er vigtigt at inspirere piger til, at matematik, fysi,k kemi og biologi også er for dem. Jeg mener det er vigtigt at lære piger, helt fra små, at de også kan blive opfindere, ingeniører, astronauter eller arkitekter. Desværre lærer alt for mange piger helt fra små, at det er noget for drengene, og at de selv er skabt til husholdning, omsorg og måske lidt kreativ udfoldelse i det små.

Jeg synes det er synd at begrænse børn på den måde. Det er selvfølgelig altid tilladt for forældrene at købe det legetøj til deres børn, som de vil – men når børnene skal opdage hvad de ønsker sig, ligger der et stærkt og uheldigt signal i den inddeling. Og børn lærer meget af den slags; det er grænseoverskridende og helt unødvenigt at stille spørgsmålstegn ved børnenes identitet på den måde, hvis de godt kunne tænke sig at lege med legetøj der ikke er oplistet under deres eget køn.

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at I lader børn være børn og legetøj være legetøj, og lader børnene selv om at vælge, hvad de synes er sjovt at lege med.

Med venlig hilsen,
Thøger Rivera-Thorsen
Ph.D. Kandidat, Astronomi
Stockholms Universitet

Reklamer

Farvel til en kæmpe

Utah Philips, found somewhere on the internet.Han ville hade at få de ord hæftet på sig: legende, fyrtårn, kæmpe, et stort menneske. Og jeg synes egentlig det er forkert at stille folk på en piedestal på den måde… Men netop hans æsel-stædige insisteren på menneskelig respekt og ydmyghed er paradoksalt noget af det, der har gjort ham til et så inspirerende menneske, at beskrivelserne alligevel passer. Sorry dude, men du var min helt, hvor meget du end protesterer.

Bruce “Utah” Philips var først og fremmest en brobygger; han byggede bro mellem humor og alvor, mellem fortiden og fremtiden, mellem generationerne og folkeslagene. Sig selv så han mest af alt som en stemme for de døde og glemte, som stadig havde masser at fortælle vor moderne verden – en stemme, som begynderen kan starte med at høre på CD’en The Past Didn’t Go Anywhere, som er lavet i samarbejde med visesangeren Ani DiFranco.

Han byggede bro, men han kendte venner fra fjender. Han byggede aldrig bro mellem undertrykkerne og de undertrykte, han forsøgte aldrig at undskylde kold misbrug af menneskeliv. Benhårdt og ætsende, med stor menneskekendskab og viden om historien, anklagede han krigsmagere, menneskefjendske arbejdforhold, racistiske politikere og kyniske autoritetspersoner.

Han havde varme, sjæl og humor. Han elskede de skæve eksistenser, de store slidere og den ligefremme ærlighed lige så meget som han hadede bornerthed, hykleri og mennesklig kulde. Han var en lun og lidt fjollet humorist og en ætsende revser; han kunne få tingene ned på jorden og tale i et dagligdags sprog, som alle kunne forstå. Men det var ikke almindeligheder og banaliteter, han fortalte – han fortalte vittigheder og skurvognsanekdoter side om side med historier fra sin tid som soldat i Korea i 50’erne, levende beskrivelser af stærke personligheder, revolutionære sange og glødende appeller om medmenneskelighed, fred og solidaritet.

Han var en eksponent for den del af USAs historie, som Hollywood gerne vil have os til at glemme. For militærnægterne, for de strejkende arbejdere, som udover fattigdommen måtte forsvare sig mod væbnede paramilitære kops for at opbygge et værdigt samfund i USA under industrialiseringen.  For de kræfter, som betalte dyrt for at nægte at deltage i de militære eventyr i den anden ende af verden. For alle de mennesker, som kæmpede hårdt for at trække USA i retning af et solidarisk, menneskeværdigt samfund, hvor ikke bare de abstrakte friheder, men også mad på bordet og tag over hovedet var en menneskeret, som ikke måtte nægtes nogen. Kræfter, som om nogen opbyggede Amerika, og som idag mødes med fortielse, forglemmelse og forklejnelse fra det oficielle corporate USA.

Hans mission er godt sammenfattet i billedet ovenfor, som jeg her:

Børn har ikke en lillebror, som arbejder i kulminerne. Børn har ikke en lillesøster, som hoster sine lunger ud i væverierne i de store stofmøllebyer i Nordøsten. Hvorfor? Fordi vi organiserede os! Vi knækkede nakken på dette lands sweat shops. Vi har love imod børnearbejde. Disse love er ikke storsindede gaver givet os af en kompetent ledelse. Der blev kæmpet for dem, blødt for dem, folk døde for dem. Arbejdende mennesker døde for dem, folk som os. Børn bør vide den slags… Det er derfor jeg synger de her sange. Det er derfor jeg fortæller de her historier, fandeme! Uden rødder, ingen frugter!

Utah døde mens han sov. Hans hjerte, som havde givet ham problemer i omkring 15 år, holdt op med at slå. En stor personlighed er hoppet på sit sidste godstog vestpå. Jeg håber, jeg kan ære hans ånd en smule ved at fortælle historien om ham, på samme måde som han fortalte historierne om Joe Hill, Mother Jones, Elisabeth Flynn, Amon Henacy, Frying Pan Jack og utallige andre personer, der har formet det andet USA.