Kære Roskilde Festival… Hvad laver I?

Hvad jeg lærte af Roskilde Festivals nye reklamevideo for 2014:

  1. Det er nederen og klamt for at fyr at være kærlig og kysse med en anden fyr.
  2. Det er bonus for en fyr at bolle med en pige der er omkring 20, blond, slank og har store bryster. Skide være med hvordan hun ellers er.
  3. Det er pinligt og taberagtigt for en fyr at bolle med en pige hvis hun er tyk. Skide være med hvordan hun ellers er.
  4. Rigtige fyre drikker mange øl og peger rigtig meget.
  5. Fyre er nogen man har det sjovt med og snakker med. Piger er nogen man snaver eller knalder med. Pas på ikke at komme til at bytte om på det!
  6. “Man” er en fyr.

…Kære Roskilde Festival: sku’ vi ikke lege at det var en om’er?

EDIT: Det ser ud til at klippet nu er blevet sat til “privat”.

EDIT2: Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om det nu også var en officiel Roskilde Festival-video. RF har ikke reageret endnu, men Eyelight er det firma der normalt laver videoer for RF, og de har dette charmerende opslag  på deres Facebook under sidste års Festival:

Eyelight2

…Det vralter som en and og rapper som en and.  Men det bliver interessant at se RFs officielle reaktion – for jeg tror, den kommer.

 

UPDATE:
Roskilde Festival udtaler, at de ganske rigtigt har aftalt med Eyelight Productions at lave videoen, men at de ikke kunne godkende den og vendte tommelfingeren nedad da de så de færdige resultat. Eyelight har så alligevel for egen regning lagt den op på deres YouTube-kanal. Det skal jo i og for sig ikke ligge Festivalen til last. Tak for svaret og den klare udmelding, Roskilde Festival!

Farvel til en kæmpe

Utah Philips, found somewhere on the internet.Han ville hade at få de ord hæftet på sig: legende, fyrtårn, kæmpe, et stort menneske. Og jeg synes egentlig det er forkert at stille folk på en piedestal på den måde… Men netop hans æsel-stædige insisteren på menneskelig respekt og ydmyghed er paradoksalt noget af det, der har gjort ham til et så inspirerende menneske, at beskrivelserne alligevel passer. Sorry dude, men du var min helt, hvor meget du end protesterer.

Bruce “Utah” Philips var først og fremmest en brobygger; han byggede bro mellem humor og alvor, mellem fortiden og fremtiden, mellem generationerne og folkeslagene. Sig selv så han mest af alt som en stemme for de døde og glemte, som stadig havde masser at fortælle vor moderne verden – en stemme, som begynderen kan starte med at høre på CD’en The Past Didn’t Go Anywhere, som er lavet i samarbejde med visesangeren Ani DiFranco.

Han byggede bro, men han kendte venner fra fjender. Han byggede aldrig bro mellem undertrykkerne og de undertrykte, han forsøgte aldrig at undskylde kold misbrug af menneskeliv. Benhårdt og ætsende, med stor menneskekendskab og viden om historien, anklagede han krigsmagere, menneskefjendske arbejdforhold, racistiske politikere og kyniske autoritetspersoner.

Han havde varme, sjæl og humor. Han elskede de skæve eksistenser, de store slidere og den ligefremme ærlighed lige så meget som han hadede bornerthed, hykleri og mennesklig kulde. Han var en lun og lidt fjollet humorist og en ætsende revser; han kunne få tingene ned på jorden og tale i et dagligdags sprog, som alle kunne forstå. Men det var ikke almindeligheder og banaliteter, han fortalte – han fortalte vittigheder og skurvognsanekdoter side om side med historier fra sin tid som soldat i Korea i 50’erne, levende beskrivelser af stærke personligheder, revolutionære sange og glødende appeller om medmenneskelighed, fred og solidaritet.

Han var en eksponent for den del af USAs historie, som Hollywood gerne vil have os til at glemme. For militærnægterne, for de strejkende arbejdere, som udover fattigdommen måtte forsvare sig mod væbnede paramilitære kops for at opbygge et værdigt samfund i USA under industrialiseringen.  For de kræfter, som betalte dyrt for at nægte at deltage i de militære eventyr i den anden ende af verden. For alle de mennesker, som kæmpede hårdt for at trække USA i retning af et solidarisk, menneskeværdigt samfund, hvor ikke bare de abstrakte friheder, men også mad på bordet og tag over hovedet var en menneskeret, som ikke måtte nægtes nogen. Kræfter, som om nogen opbyggede Amerika, og som idag mødes med fortielse, forglemmelse og forklejnelse fra det oficielle corporate USA.

Hans mission er godt sammenfattet i billedet ovenfor, som jeg her:

Børn har ikke en lillebror, som arbejder i kulminerne. Børn har ikke en lillesøster, som hoster sine lunger ud i væverierne i de store stofmøllebyer i Nordøsten. Hvorfor? Fordi vi organiserede os! Vi knækkede nakken på dette lands sweat shops. Vi har love imod børnearbejde. Disse love er ikke storsindede gaver givet os af en kompetent ledelse. Der blev kæmpet for dem, blødt for dem, folk døde for dem. Arbejdende mennesker døde for dem, folk som os. Børn bør vide den slags… Det er derfor jeg synger de her sange. Det er derfor jeg fortæller de her historier, fandeme! Uden rødder, ingen frugter!

Utah døde mens han sov. Hans hjerte, som havde givet ham problemer i omkring 15 år, holdt op med at slå. En stor personlighed er hoppet på sit sidste godstog vestpå. Jeg håber, jeg kan ære hans ånd en smule ved at fortælle historien om ham, på samme måde som han fortalte historierne om Joe Hill, Mother Jones, Elisabeth Flynn, Amon Henacy, Frying Pan Jack og utallige andre personer, der har formet det andet USA.