Farewell to a giant

Utah Philips on stage.He’d sure have hated to have those words stuck to him. Giant, legend, a truly great person. And really, it is wrong to heroize people like that. But oddly, his insistence on humility, respect and honesty was exactly what made these descriptive words fit very well on him. Sorry, dude, but you were my hero, like it or not.

Bruce “Utah” Philips was a folk singer, storyteller and -collector, bum, hobo, contract worker, labor organizer and jester. And first of all, he was a bridge builder: bridging the gaps between past and future, between the generations, between people. He saw himself as a voice for the dead and forgotten that still had a helluva lot to teach us people of today and tomorrow. A voice that can be heard in an intense and entertaining way on the album The Past Didn’t Go Anywhere that he made in collaboration with the folk singer Ani DiFranco.

He built bridges, but he knew his enemies. He’d never build bridges between the oppressors and the oppressed, he’d never excuse cold hearted waste of human life. Harshly, and with a great sense of satire and knowledge of people, he attacked warmongers, inhuman labor conditions, racist politicians and any kind of forced authority.

He loved offbeat characters, hard-workers and honesty as much as he hated bigotry, hypocricy and cold-heartedness. He was a warm and sometimes goofy jester and an etching satiricist, he liked to use new and funny words but still put things in a plain language that everyone could understand. What he said wasn’t your generic banalities though; he told jokes and workplace anecdotes side by side with gripping stories from his time as a soldier in chorea, awesome descriptions of great personalities he’d met and pasionate appeals for solidarity, humanity and peace.

Utah told us of the stories that Hollywood wants you to forget. Of the draft dodgers, the striking workers who had to struggle not only with poverty, but also ruthless bosses paying armed gangs to break the will of the unions. For the people who worked hard to tow the United States in the direction of a human society, where not only the abstract freedoms, but also food, good health and a place to live were human rights that were not discussed. Forces that built America and that are neglected, forgotten and belittled in the official, corporate image of America today.

It is all very well summed up in this quote, taken from here:

“Kids don’t have a little brother working in the coal mine, they don’t have a little sister coughing her lungs out in the looms of the big mill towns of the Northeast. Why? Because we organized; we broke the back of the sweatshops in this country; we have child labor laws. Those were not benevolent gifts from enlightened management. They were fought for, they were bled for, they were died for by working people, by people like us. Kids ought to know that. That’s why I sing these songs. That’s why I tell these stories, dammit. No root, no fruit!”

Utah died in his sleep this friday. His heart that had been giving him trouble for 15 years finally stopped beating. A huge personality has jumped his last freight train. I hope I can honor his spirit a bit by telling of him with an echo of the passion with which he told us about Joe Hill, Mother Jones, Amon Henacy, Frying Pan Jack and countless other people who made up the Other America.

Farvel til en kæmpe

Utah Philips, found somewhere on the internet.Han ville hade at få de ord hæftet på sig: legende, fyrtårn, kæmpe, et stort menneske. Og jeg synes egentlig det er forkert at stille folk på en piedestal på den måde… Men netop hans æsel-stædige insisteren på menneskelig respekt og ydmyghed er paradoksalt noget af det, der har gjort ham til et så inspirerende menneske, at beskrivelserne alligevel passer. Sorry dude, men du var min helt, hvor meget du end protesterer.

Bruce “Utah” Philips var først og fremmest en brobygger; han byggede bro mellem humor og alvor, mellem fortiden og fremtiden, mellem generationerne og folkeslagene. Sig selv så han mest af alt som en stemme for de døde og glemte, som stadig havde masser at fortælle vor moderne verden – en stemme, som begynderen kan starte med at høre på CD’en The Past Didn’t Go Anywhere, som er lavet i samarbejde med visesangeren Ani DiFranco.

Han byggede bro, men han kendte venner fra fjender. Han byggede aldrig bro mellem undertrykkerne og de undertrykte, han forsøgte aldrig at undskylde kold misbrug af menneskeliv. Benhårdt og ætsende, med stor menneskekendskab og viden om historien, anklagede han krigsmagere, menneskefjendske arbejdforhold, racistiske politikere og kyniske autoritetspersoner.

Han havde varme, sjæl og humor. Han elskede de skæve eksistenser, de store slidere og den ligefremme ærlighed lige så meget som han hadede bornerthed, hykleri og mennesklig kulde. Han var en lun og lidt fjollet humorist og en ætsende revser; han kunne få tingene ned på jorden og tale i et dagligdags sprog, som alle kunne forstå. Men det var ikke almindeligheder og banaliteter, han fortalte – han fortalte vittigheder og skurvognsanekdoter side om side med historier fra sin tid som soldat i Korea i 50’erne, levende beskrivelser af stærke personligheder, revolutionære sange og glødende appeller om medmenneskelighed, fred og solidaritet.

Han var en eksponent for den del af USAs historie, som Hollywood gerne vil have os til at glemme. For militærnægterne, for de strejkende arbejdere, som udover fattigdommen måtte forsvare sig mod væbnede paramilitære kops for at opbygge et værdigt samfund i USA under industrialiseringen.  For de kræfter, som betalte dyrt for at nægte at deltage i de militære eventyr i den anden ende af verden. For alle de mennesker, som kæmpede hårdt for at trække USA i retning af et solidarisk, menneskeværdigt samfund, hvor ikke bare de abstrakte friheder, men også mad på bordet og tag over hovedet var en menneskeret, som ikke måtte nægtes nogen. Kræfter, som om nogen opbyggede Amerika, og som idag mødes med fortielse, forglemmelse og forklejnelse fra det oficielle corporate USA.

Hans mission er godt sammenfattet i billedet ovenfor, som jeg her:

Børn har ikke en lillebror, som arbejder i kulminerne. Børn har ikke en lillesøster, som hoster sine lunger ud i væverierne i de store stofmøllebyer i Nordøsten. Hvorfor? Fordi vi organiserede os! Vi knækkede nakken på dette lands sweat shops. Vi har love imod børnearbejde. Disse love er ikke storsindede gaver givet os af en kompetent ledelse. Der blev kæmpet for dem, blødt for dem, folk døde for dem. Arbejdende mennesker døde for dem, folk som os. Børn bør vide den slags… Det er derfor jeg synger de her sange. Det er derfor jeg fortæller de her historier, fandeme! Uden rødder, ingen frugter!

Utah døde mens han sov. Hans hjerte, som havde givet ham problemer i omkring 15 år, holdt op med at slå. En stor personlighed er hoppet på sit sidste godstog vestpå. Jeg håber, jeg kan ære hans ånd en smule ved at fortælle historien om ham, på samme måde som han fortalte historierne om Joe Hill, Mother Jones, Elisabeth Flynn, Amon Henacy, Frying Pan Jack og utallige andre personer, der har formet det andet USA.

Coachen og Krigerfyrsten

En gang sidste forår dumpede en mail ind i min mailboks fra det rekrutteringsbureau, som jeg i et stykke tid har solgt min krop – eller i hvert fald arbejdskraft – til. Til gengæld for at de giver mig en temmelig lav løn, ville de gerne tilbyde mig – helt gratis – at jeg kunne deltage i en karriere-coaching-workshop afholdt af en åbenbart virkelig kompetent coach, som havde coachet alle mulige topchefer rundt omkring i erhvervslivet. Kort sagt et tilbud, man skulle være godt dum for ikke at slå til. Om ikke andet så for at føle man fik noget for de penge, de ikke gav mig i løn.

Coachen

Jeg sprang til, og mødte op til den første workshop, hvor vi blev inddelt i grupper. Vi var studerende fortrinsvis fra samfundsfaglige retninger, men osse humanister, psykologer, sprogvidenskabelige osv. Vor coach var en meget behagelig mand, som forstod at få folk til at føle sig godt tilpas. Få stemningen ned på jorden, sådan. Talte i et behageligt lavt tonefald, havde en helt igennem venlig og samtidig topprofessionel indstilling, og med et menneskekendskab, der endda lejlighedsvis løftede sig over det banale.  Man følte sig kort sagt straks i gode hænder.

Vi fik udleveret hver et ‘life sheet’, en ‘servicebog’ – livet skal til serviceeftersyn ligesom din bil!  – og et lille hæfte med små diagrammer, der på overskuelig og skematisk vis kunne vise løsninger på nogle dagligdags vanskeligheder, vi alle løber ind i. Konflikttrappen, for eksempel, og de ni personlighedstyper. Vores sjælelivs Lille ABC, kan man sige.

Udover at deltage i de fire workshops, var det vigtigt at vi arbejdede med os selv i mellemtiden. Vi lærte at vi skulle huske at trække vejret tre gange dagligt, at danse lidt ved kaffeautomaten, at vi skulle tænke åbent og positivt og gøre alt til en win-win situation ved at tænke ud af boksen og se muligheder i stedet for begrænsninger. Man skal aldrig lade sit job stresse sig, for så går man bare ned, og man dør af det. Det kan virkelig tage på sjælen at gå konkurs med en virksomhed. Man skal sørge for at alle lag i en selv er i harmoni – krop, følelser, tanker og ånd.

Ånd.

Den kom sådan lidt ind fra højre, den der Ånd. Den blev ikke forklaret nærmere. Naturligvis ved vi alle, hvad Ånden er. Og den skal man have med. Det behøver vel ikke nogen nærmere forklaring.

Vi skulle teste os selv: hvor godt er du i harmoni med dig selv? Svarene kom ud i praktiske procentsatser, som vi kunne bruge til at finde ud af, hvor der skulle sættes mere ind. Skal jeg dyrke mere Power Yoga? Eller måske hellere komme min sjæl lidt nærmere mandag og torsdag aften på meditationskurset?

Antydningsvis blev det os meddelt, at der var en højere mission i dette end blot og bart velvære. Der forelå en vision for os – erhvervsledere skulle se ud over bundlinjer og direktionsgange og træde i karakter som inspiratorer og moralske forbilleder og tage et ansvar for verdens økonomiske og sociale og miljømæssige problemer – der som oftest skyldtes dårlig virksomhedsledelse. Det blev vi mindet om, hver gang vi så på bagsiden af vores servicebog, som var påskrevet den lille, opbyggelige passage “En Erhvarvs-Ridders Trosbekendelse” (“Credo of a business Knight”). En trosbekendelse, som er et helt blogindlæg værd i sig selv, så det kunne godt gå hen at komme senere:

I believe that global business has the money and power to make a significant difference in today’s troubled world, and that by making that difference it can help itself as well as others. I envision business raising its sights above the bottom line. I envision business becoming a vocation, like the higher professions. To make this possible, I believe that business must add a moral dimension, becoming more service- and value-oriented and largely eliminating the assumed natural distinction between private enterprise and public institutions. I envisage business taking responsibility for the world in which it operates and from which it creates its wealth. And I envisage myself becoming one of those business leaders who are “servant leaders” – leaders who serve not just stockholders, colleagues, employees, products and customers, but leaders who also serve the community, the planet, humanity, the future and life itself.

Tak for kaffe. Tragisk nok et ganske godt billede på mange moderne erhvervsfolks selvopfattelse.

Det viste sig iøvrigt et stykke inde i forløbet, at Business Knight ikke bare var idealet på den ansvarlige, fleksible og medmenneskelige leder, men også en titel, man mod et anseeligt – men sikkert på ingen måde urimeligt – beløb kunne få diplom på på Coachens egen skole. Et kursus han i øvrigt havde i franchise fra en eller anden britisk erhvervsguru. Et intromodul, der meget passende hed Young Business Knight, blev os tilbudt ganske kvit og frit senere i forløbet – desværre var Deres Udsendte dog forhindret i at deltage og måtte således gå glip af titlen og det medfølgende diplom.

Kurset var en forunderlig blanding af business-husmoderfifs og snusfornuft krydret med den her helt særlige pseudovidenskabelige, let spirituelle business-buddhisme, som er så trendy i tiden. Helt snusfornuftigt, og med en faktisk imponerede stor menneskekendskab, indledtes tankerækken med gode løsningsforslag på velkendte dagligdags problemstillinger, der siden blev teoretiseret op på et højere niveau af generelle udsagn om, hvordan et menneske fungerede bedst på det mentale og det emotionelle plan – og vupti, ind kom “ånden” og “spiritualiteten” igen, ligesom bare sådan, uden at blinke. Hvor kom den lige fra?

Ganske logisk bevægede vi os for hvert modul stadig højere op i den personlige pyramide, og endte med Ånden i sidste modul.

Ånden var, som tidligere nævnt, en lidt mærkelig størrelse. Den blev bare beskrevet som ‘det, der er vores dybeste kerne som mennesker, vores inderste følelser, vores inderste ild” (citeret efter hukommelsen) – men det fremgik aldrig klart, om dette var ment som et udsagn eller en definition. Klart var det til gengæld, at ånden var en på samme tid stærk og skrøbelig plante, som var det dyrebareste vi havde, ja, selve essensen af os selv.

Og hvad hjalp alle disse tricks til vores fysiske og mentale hygiejne, hvis vi i vores karriere skulle havne på en åndelig mødding? Det må selvfølgelig ikke ske, og coachen havde heldigvis et trick i ærmet – sjælerejsen. Drik noget urtethe, dæmp lyset, sæt den kedeligst mulige musik på, luk øjnene og forestil dig du går ind i en have, hvor der er en trappe, som går op til skyerne. Gå op og op – læg mærke til, at du ikke føler dig trættere, men lettere heroppe! – og se; pludselig møder du en skikkelse som er din åndelige vejleder! Og når man nu sådan har bevæget sig ind til denne uudtømmelige kilde af visdom i livets dybeste spørgsmål – hvad er så mere nærliggende at spørge om end karrierevalg? Aldrig mere tunge og forældede versioner af “Hvad Kan Jeg Blive?”!

Krigerfyrsten

Det var Coachen meget om at gøre, at vi skulle føle ansvar for vores eget liv, at vi skulle vide, at vi kunne forandre vores dårlige vaner. Til dette hentede han kavaleri fra et lidt andet fort end forventet – vi blev nemlig informeret om, at man selv tænkte sin verden, og at det var kvantefysikkens fortjeneste at have opdaget dette! Som den eneste i lokalet med et kendskab til kvantefysik udover hvad Tor Nørretranders’ bøger kan fortælle os, studsede jeg noget, men sagde intet – ville jo gerne høre mere, og jeg var der jo for at lære, ikke sandt?

Det blev os oplyst, at den nyeste videnskab havde vist, at alt, hvad man måler, afhænger af, hvordan man måler det. Herfra, fik vi at vide, kunne vi konkludere, at det er vores tanke, der skaber virkeligheden, og at man alene med sine tanker kunne ændre virkeligheden!

På et vist plan er det banalt og indlysende sandt. Tanken er grundlaget for håndens bevægelse, når den snitter i en pind eller detonerer en A-bombe. I den forstand rummer udsagnet ikke noget som helst nyt. Men tanken alene? det stod aldrig helt klart, hvordan det skulle forstås. Og det var netop det smarte ved hele affæren – at den altid balancerede med en tvetydighed mellem det indlysende banale og den tåbeligste New Age-mysticisme, som hverken gør videnskaben eller åndeligheden ære.

Kvante-buddhismens evangelium blev forkyndt i uddrag af en film, som vi fik vist. I denne serverede åndelige og videnskabelige sværvægtere livets store og fundamentale spørgsmål for os i mundrette bidder á 15 sekunder ind imellem en bizar historie om en neurotisk fotograf og nogle blinkende og roterende computeranimationer af en masse små kvanter og celler og alt sådan noget anden videnskabeligt noget. Eller, vi måtte regne med at de var åndelige og videnskabelige sværvægtere, for de stod ikke præsenteret ved hverken navn eller titel. Det må helt sikkert have været for, at vi skulle befri os af vore fordomme og lytte mere efter indholdet end efter, hvem der talte. Eller sådan noget.

Disse filosofiske godbidder har utvivlsomt fyldt en del af de tilstedeværende med en dyb sense of wonder ikke ulig den, man kan føle, når man ser en virkelig god udsendelse om naturvidenskab. Jeg skal dog hilse at sige, at dette ikke var tilfældet. Følelsen af undren og mystik skyldes nok snarere, at man på kort tid blev fyldt med ufattelig meget tågesnak, hvoraf særligt en ældre,  stærkt udstafferet dame med platinblond hår, tyk make-up og soverkammerøjne, leverede pragtstykke på pragtstykke.

Den bragte den ene myte og forkerte påstand til torvs efter den anden. Dr. Emoto, der klistrede ord på vandflasker, og angiveligt derved kunne bevise, at vandet ikke bare har en sjæl, men at det også kan læse. Historien om, at de indfødte amerikanere bogstavelig talt ikke kunne se europæernes skibe, da de ankom til Amerika, fordi de aldrig havde set så store skibe før. Og mere af samme skuffe. Meget mere.

Filmen var kort sagt fuld af pseudovidenskabelig og pseudoreligiøs tågesnak, hvis eneste budskab var at ophæve den banale indsigt, at positive tanker skaber bedre resultater end negative, til en essentiel egenskab ikke bare ved sindet, men ved hele universet. Dybt tåbeligt, men ikke noget man ikke har hørt før fra de kanter.

Det gode kom først nogle måneder senere.

Kurset var vel overstået, det var blevet efterår og jeg sad og læste på den altid interessante blog for teoretisk astrofysik, Cosmic Variance. Her stødte jeg på et indlæg, der straks fangede min opmærksomhed. Og den var god nok. Filmen, vi havde set, “What The Bleep Do We Know”, var jeg åbenbart ikke ene om at være kritisk indstillet overfor: et af de ‘snakkende hoveder’ i filmen,  fysikfilosoffen David Albert, var splitterrasende over, at hans udtalelser var blevet dissekeret til ukendelighed, og at deres fortolkning af kvantemekanikken er “vildt og uansvarligt forkert”, hvilket han også – foran kameraet – havde brugt timer på at forklare dem. Mine mistanker havde altså ikke været helt ude i hampen, så med fornyet appetit kastede jeg mig over at læse mere, og fandt enartikel som fik mig til at spærre øjnene op: nok var den gamle platinblondine sær, men at hun var sær

Ramtha

Billede fra Sceptico

Hvad vi ikke havde set af filmen var nemlig slutningen, hvor de forskellige medvirkendes identitet endelig blev afsløret. Plantinblondinen præsenteres simpelt hen som “Ramtha, mesterlærer på Ramthas Oplysningsskole, kanaliseret gennem J. Z. Knight”. Ramtha. Den guddommelige ånd af en krigerfyrste fra det forsvundne sagnkontinent Lemuria, et lidt overset søsterkontinent til Atlantis, som han efter sigende også havde ledt sit folk i krig imod. Ramtha, som har valgt at bruge en husmor fra USA som sit talerør i verden idag, hvor han lærer os, at Gud er Den Store Observatør i kvantemekanikken. Selvsamme husmor har i parantes bemærket ikke bare æren af at være udvalgt som talerør – helt bogstaveligt – for guddommen, hun har også copyright på ham. Alt dette hævdes i fulde alvor at ske i en såkaldt dokumentarfilm, som en coach højt respekteret i erhvervslivet efter alt at dømme får en ikke ringe sum penge af Bureauet for at vise os håbefulde unge akademikere in spe, som forinden er blevet godt blødgjort af sjælerejser og lokkende ord om at blive samfundets kommende elite.

Det skal til Coachens forsvar siges, at han efter henvendelse erklærede, at han ikke længere ville bruge filmen, og at han beklagede sin manglende research på området. Dette er ikke noget angreb på ham. Men historien er meget sigende af en anden grund. Lytter man nemlig til budskabet i både filmen og kursusforløbet, så passer den benhårde individualisme – her pakket ind i søde, halv-buddhistiske fraser – som fod i hose med den stigende privatisering og afvikling af den offentlige sektor. At enhver er sin egen lykkes smed har de længe fortalt os – at det også skulle være en grundlæggende egenskab ved hele universet kommer jo kun belejliget for denne dagsorden.

Og denne – falske – påstand er de altså så ivrige efter at sælge, at selv mørkemænd som J. Z. Knight bliver modtaget med kyshånd og løftet op på managementfilosofiens piedestaler som havde de været nye Platon’er.