Fint digt:

De synker sammen under store dyner,
et sammenslynget bundt af ben og arme
på vej op gennem vandet. Mens det lyner,
erfarer de at gnidninger gir varme;
at spændingsforskel her og i det fjerne
får legemer og skyer til at larme.
Så kølig, næsten vandklar luft. En stjerne
står frem så tindrende hvor skyer svinder
at den blir selve morgenlysets kerne.
"Se dér er Venus," siger han, "hun binder
sit bånd af lys fra aftenen ned under
det øde natrums rand og op, og finder
sig selv igen ved daggry hvor hun sunder
sig lidt. Det er kun Venus der kan bære
så meget mørke." "Ja?" Hun smiler, grunder:
"Hvis jeg er Venus så må du vel være
Merkur: Et ansigt vendt mod sol, et andet
vendt ud mod mørket, så din atmosfære
er is og ild som aldrig bliver blandet.
Men du er helt tæt på. Fra nattesiden
Ser du mig klart som ansigtet i vandet."

Niels Lyngsø: "Force Majeure", 1999

I haven’t been blogging much lately…