Politiken: kritik = had og trusler

På pol.dk idag bringes en historie om, hvordan FN’s Human Rights Council skulle have forbudt religionskritik. Rimelig stærke sager, når man læser overskriften. Og det er der en god grund til. Overskriften – og artiklen – er nemlig stærkt fordrejende. Se nu bare overskriften:

FN: Religioner må ikke kritiseres

Men læser man så i artiklen, hvad resolutionens indhold er, så ser man dette:

Resolutionen opfordrer landene til at ‘yde beskyttelse mod had, diskrimination, trusler og tvang i forbindelse med ærekrænkelse af religioner og ansporing til religiøst had i almindelighed’.

Det kunne være interessant at se, hvordan dette skulle være et forbud imod kritik. Virkelig. Politiken skulle seriøst, alvorligt, se at få styr på sine begreber, for det der er journalistik på et niveau, som Ekstra Bladet sjældent er sunket til. Men okay; Politiken har selvfølgelig fået vist, at de i hvert fald ikke er nogle rundkredspædagogiske halal-hippeier, men at de i hvert fald også kan se stort på almindelig anstændighed når det handler om at svine muslimer.

Der er en kerne af sandhed i Politikens makværk. En resolution, der skal beskytte religioner imod “ærekrænkelse” er en bekymrende gummiparagraf, som kan betyde stort set hvad som helst.

Men i det store hele kan der vel ikke være noget galt med en resolution, der modvirker religiøst betinget had, trusler, forfølgelser og diskrimination?  Desuden skal hverken Danmark eller de øvrige EU-lande eller USA snakke for højt om gummiparagraffer eller knægtelse af ytringsfriheden.

PS: Ole er faldet over den samme artikel, og mener det samme som mig, men han er som altid meget mere grundig

Reklamer

Troubling on so many levels

…that Google’s allegedly context-aware advertising service on Gmail gives me the Advertising text:

Vakre Thai jenterhttp://www.ThaiLoveLinks.comThailandske jenter + norske menn. Se profiler og bli kontaktet-GRATIS
right above an e-mail conversation with my wife. The norwegian text means “Beautiful Thai girls – http://www.ThaiLoveLinks.com – Thailandish girls + norwegian men. See profiles and get contacted – FREE”.
D’uh! I’m a dane – and a married one, for that – living in Sweden! Don’t really know whether to laugh or cry, you know?
Apart from the obvious stupidity of it, the indirect endorsement of  such obviously racist sites, which also seem like an open invitation for white-washing of human trafficking, doesn’t exactly add to my respect for Google.

International Negro Day

March 8th - "Women Appreciation Day"? No thanks...

March 8th – founded as the International Day of Women’s Struggle for equality and suffrage, has in many countries become an international women’s day, celebrating “womanhood” and showing society’s appreciation of women. In some countries, it has even degenerated to a “national day of beauty and motherhood”.

Now, in a couple of weeks, the considerably less known International Day for Elimination of Racial Discrimination is observed, on March 21st. Imagine that day turned into an “International Negros’ Day”, celebrating “blackness”. Shops advertising negro-stuff, maybe little thank-you-for-being-such-a-fine-negro cards for the negro at the office. Sentimental speeches commemorating the Negro population’s great achievements and contributions to society.

Imagine this in some countries taken the step further, turned into a National Day of Hard Work and Jazz Music.

This is exactly why we cannot quietly let March 8th turn into an International Women’s Day or Day of Beauty and Motherhood.

Humbler than thou!

The guys over at Cosmic Variance always have something interesting to present. This time, Sean has  for some obscure reason been surfing on the Passion For Christ Movement website. What he did there I do not know, but what he found there was golden – in its oewn sad, pathetic way. Passion For Christ Movement proudly presents: the Look-Ma-I-Quit-Masturbating collection!

You lived a life of sin and pride and vanity, you found Jesus and you overcame it. Why stop there? What would be more natural than loudly advertising your new-won humility with a snazzy t-shirt?

Say it loud: Im humble and Im proud!

Say it loud: I'm humble and I'm proud!

When you graduate from High School, you proudly show it by wearing funny hats and stuff. When you – seemingly at a young age – have graduated from the Tough But Loving School Of The Lord, why not show it off in a street-wise fashion? Nothing says “now officially flawless” like this:

I gave self-deception up for lent!

I gave up self-deceit for lent!

A bold statement indeed. My primary conundrum right now is — should I go for ex-rebel or ex-atheist? Tough one. But I can say for sure that this one is not likely any time soon.

Kønsstereotyper

Var ude at købe en gave til nogle venner der snart skal have barn. Kom ind i en af de her butikker med masser af god kvalitet, en butik fuld af kvinder i en lidt sen småbørnsmødre-alder med god uddannelse og dyre naturprodukter på huden. Fandt en fantastisk bamse, en strikket løve, der straks mindede mig om den der fra “Drømmetime Med Janosch”. Jeg var helt solgt. Bamsen er nu i parrets hænder, og de var også glade for den.  Men hør nu, hvad ekspedienten forstod ved god service:

Ekspedienten: Er det til en gave?

Jeg: Ja tak, det er det.

Ekspedienten: Er det en dreng eller en pige?

Jeg: Æh, er det vigtigt?

Ekspedienten: Jamen det er bare for at jeg kan vide, hvilken farve jeg skal pakke den ind i…?

Jeg: Kan du lave det gult?

Ekspedienten: Æh, altså, det tror jeg ikke jeg har. Jeg har Orange, er det okay? (hun roder meget langt ned i sin bunke af silkepapir, der naturligvis har en ekstra tyk bunke dueblåt og gammelrosa øverst).

Jeg: Orange er fint. Tak for det.

Hun mente det jo godt, sådan set. Men hvorfor h…. skal unger – i dette tilfælde endda ufødt – have banket ind i hovedet, at der er visse farver der “passer til dem” og visse farver der ikke gør? Jeg hader, hader den kunstige og tvungne inddeling af mennesker i kasser. Kasser, der skaber kunstige skel mellem mennesker af forskelligt køn, splitter dem ad og gør alt for, at de ikke kan forstå hinanden. Så kan de vokse op, blive større og lære i børnehaven at piger er yndige og drenge er vilde; og lære hvilke lege rigtige piger og drenge kan lide. Så kan de blive voksne og læse i livsstilsmagasiner og finde opskrifter på parforholdskonflikter, som de så kan læse i samme livsstilsmagasiner, hvordan de kan løse.  Mænd vil læse om duller og gadgets og bekræfte hinanden i, at de aldrig vil forstå “kvinder”, og tøserne kan læse om efterårets must-haves og skønhedstips og bekræfte hinanden i, at de helt har gennemskuet “mænd”.  Udveksle tips om, hvordan man håndterer “dem”. Og på den måde, ganske uforvarende, sikre sig at man aldrig kan få et ligeværdigt, gensidigt tillidsforhold. “Os” og “dem”. Hele tiden.

Mænd og kvinder er forskellige, det skal man være blind for ikke at kunne se. Forskellig fysisk fremtoning, forskellig hormonbalance. Det påvirker selvfølgelig psyken. Men her er der tale om kunstigt skabte forskelle. Nedværdigende og begrænsende for begge køn. Lunken, slatten konformitet, der byder os at opføre os efter skarpt definerede retningslinjer for at være “rigtige” kvinder og mænd. Fordi sådan er det altså bare.

Hun mente det jo godt, sådan set. Men nej tak. Der er et helt spektrum af farver at vælge imellem, og de fleste er smukke, interessante, og vækker nye af følelser og associationer i os. Og hun skænkede kun to af dem en tanke, det endda kun én pr. køn. Kun alt for sigende, et eller andet sted.

De kønsforskelle, som naturen har givet os, er berigende. De kønsforskelle, som vi selv opfinder, er begrænsende, fængslende. De står i vejen for, at vi kan se, hvad naturen har givet os. De står i vejen for, at vi kan udforske alle vore muligheder. De står i vejen for, at vi kan forstå hinanden, lære hinanden at kende og handle enigt og stærkt. De er det modsatte af mangfoldighed. Ensretning i to spor er stadig ensretning.

Farewell to a giant

Utah Philips on stage.He’d sure have hated to have those words stuck to him. Giant, legend, a truly great person. And really, it is wrong to heroize people like that. But oddly, his insistence on humility, respect and honesty was exactly what made these descriptive words fit very well on him. Sorry, dude, but you were my hero, like it or not.

Bruce “Utah” Philips was a folk singer, storyteller and -collector, bum, hobo, contract worker, labor organizer and jester. And first of all, he was a bridge builder: bridging the gaps between past and future, between the generations, between people. He saw himself as a voice for the dead and forgotten that still had a helluva lot to teach us people of today and tomorrow. A voice that can be heard in an intense and entertaining way on the album The Past Didn’t Go Anywhere that he made in collaboration with the folk singer Ani DiFranco.

He built bridges, but he knew his enemies. He’d never build bridges between the oppressors and the oppressed, he’d never excuse cold hearted waste of human life. Harshly, and with a great sense of satire and knowledge of people, he attacked warmongers, inhuman labor conditions, racist politicians and any kind of forced authority.

He loved offbeat characters, hard-workers and honesty as much as he hated bigotry, hypocricy and cold-heartedness. He was a warm and sometimes goofy jester and an etching satiricist, he liked to use new and funny words but still put things in a plain language that everyone could understand. What he said wasn’t your generic banalities though; he told jokes and workplace anecdotes side by side with gripping stories from his time as a soldier in chorea, awesome descriptions of great personalities he’d met and pasionate appeals for solidarity, humanity and peace.

Utah told us of the stories that Hollywood wants you to forget. Of the draft dodgers, the striking workers who had to struggle not only with poverty, but also ruthless bosses paying armed gangs to break the will of the unions. For the people who worked hard to tow the United States in the direction of a human society, where not only the abstract freedoms, but also food, good health and a place to live were human rights that were not discussed. Forces that built America and that are neglected, forgotten and belittled in the official, corporate image of America today.

It is all very well summed up in this quote, taken from here:

“Kids don’t have a little brother working in the coal mine, they don’t have a little sister coughing her lungs out in the looms of the big mill towns of the Northeast. Why? Because we organized; we broke the back of the sweatshops in this country; we have child labor laws. Those were not benevolent gifts from enlightened management. They were fought for, they were bled for, they were died for by working people, by people like us. Kids ought to know that. That’s why I sing these songs. That’s why I tell these stories, dammit. No root, no fruit!”

Utah died in his sleep this friday. His heart that had been giving him trouble for 15 years finally stopped beating. A huge personality has jumped his last freight train. I hope I can honor his spirit a bit by telling of him with an echo of the passion with which he told us about Joe Hill, Mother Jones, Amon Henacy, Frying Pan Jack and countless other people who made up the Other America.

Farvel til en kæmpe

Utah Philips, found somewhere on the internet.Han ville hade at få de ord hæftet på sig: legende, fyrtårn, kæmpe, et stort menneske. Og jeg synes egentlig det er forkert at stille folk på en piedestal på den måde… Men netop hans æsel-stædige insisteren på menneskelig respekt og ydmyghed er paradoksalt noget af det, der har gjort ham til et så inspirerende menneske, at beskrivelserne alligevel passer. Sorry dude, men du var min helt, hvor meget du end protesterer.

Bruce “Utah” Philips var først og fremmest en brobygger; han byggede bro mellem humor og alvor, mellem fortiden og fremtiden, mellem generationerne og folkeslagene. Sig selv så han mest af alt som en stemme for de døde og glemte, som stadig havde masser at fortælle vor moderne verden – en stemme, som begynderen kan starte med at høre på CD’en The Past Didn’t Go Anywhere, som er lavet i samarbejde med visesangeren Ani DiFranco.

Han byggede bro, men han kendte venner fra fjender. Han byggede aldrig bro mellem undertrykkerne og de undertrykte, han forsøgte aldrig at undskylde kold misbrug af menneskeliv. Benhårdt og ætsende, med stor menneskekendskab og viden om historien, anklagede han krigsmagere, menneskefjendske arbejdforhold, racistiske politikere og kyniske autoritetspersoner.

Han havde varme, sjæl og humor. Han elskede de skæve eksistenser, de store slidere og den ligefremme ærlighed lige så meget som han hadede bornerthed, hykleri og mennesklig kulde. Han var en lun og lidt fjollet humorist og en ætsende revser; han kunne få tingene ned på jorden og tale i et dagligdags sprog, som alle kunne forstå. Men det var ikke almindeligheder og banaliteter, han fortalte – han fortalte vittigheder og skurvognsanekdoter side om side med historier fra sin tid som soldat i Korea i 50’erne, levende beskrivelser af stærke personligheder, revolutionære sange og glødende appeller om medmenneskelighed, fred og solidaritet.

Han var en eksponent for den del af USAs historie, som Hollywood gerne vil have os til at glemme. For militærnægterne, for de strejkende arbejdere, som udover fattigdommen måtte forsvare sig mod væbnede paramilitære kops for at opbygge et værdigt samfund i USA under industrialiseringen.  For de kræfter, som betalte dyrt for at nægte at deltage i de militære eventyr i den anden ende af verden. For alle de mennesker, som kæmpede hårdt for at trække USA i retning af et solidarisk, menneskeværdigt samfund, hvor ikke bare de abstrakte friheder, men også mad på bordet og tag over hovedet var en menneskeret, som ikke måtte nægtes nogen. Kræfter, som om nogen opbyggede Amerika, og som idag mødes med fortielse, forglemmelse og forklejnelse fra det oficielle corporate USA.

Hans mission er godt sammenfattet i billedet ovenfor, som jeg her:

Børn har ikke en lillebror, som arbejder i kulminerne. Børn har ikke en lillesøster, som hoster sine lunger ud i væverierne i de store stofmøllebyer i Nordøsten. Hvorfor? Fordi vi organiserede os! Vi knækkede nakken på dette lands sweat shops. Vi har love imod børnearbejde. Disse love er ikke storsindede gaver givet os af en kompetent ledelse. Der blev kæmpet for dem, blødt for dem, folk døde for dem. Arbejdende mennesker døde for dem, folk som os. Børn bør vide den slags… Det er derfor jeg synger de her sange. Det er derfor jeg fortæller de her historier, fandeme! Uden rødder, ingen frugter!

Utah døde mens han sov. Hans hjerte, som havde givet ham problemer i omkring 15 år, holdt op med at slå. En stor personlighed er hoppet på sit sidste godstog vestpå. Jeg håber, jeg kan ære hans ånd en smule ved at fortælle historien om ham, på samme måde som han fortalte historierne om Joe Hill, Mother Jones, Elisabeth Flynn, Amon Henacy, Frying Pan Jack og utallige andre personer, der har formet det andet USA.