Kønsstereotyper

Var ude at købe en gave til nogle venner der snart skal have barn. Kom ind i en af de her butikker med masser af god kvalitet, en butik fuld af kvinder i en lidt sen småbørnsmødre-alder med god uddannelse og dyre naturprodukter på huden. Fandt en fantastisk bamse, en strikket løve, der straks mindede mig om den der fra “Drømmetime Med Janosch”. Jeg var helt solgt. Bamsen er nu i parrets hænder, og de var også glade for den.  Men hør nu, hvad ekspedienten forstod ved god service:

Ekspedienten: Er det til en gave?

Jeg: Ja tak, det er det.

Ekspedienten: Er det en dreng eller en pige?

Jeg: Æh, er det vigtigt?

Ekspedienten: Jamen det er bare for at jeg kan vide, hvilken farve jeg skal pakke den ind i…?

Jeg: Kan du lave det gult?

Ekspedienten: Æh, altså, det tror jeg ikke jeg har. Jeg har Orange, er det okay? (hun roder meget langt ned i sin bunke af silkepapir, der naturligvis har en ekstra tyk bunke dueblåt og gammelrosa øverst).

Jeg: Orange er fint. Tak for det.

Hun mente det jo godt, sådan set. Men hvorfor h…. skal unger – i dette tilfælde endda ufødt – have banket ind i hovedet, at der er visse farver der “passer til dem” og visse farver der ikke gør? Jeg hader, hader den kunstige og tvungne inddeling af mennesker i kasser. Kasser, der skaber kunstige skel mellem mennesker af forskelligt køn, splitter dem ad og gør alt for, at de ikke kan forstå hinanden. Så kan de vokse op, blive større og lære i børnehaven at piger er yndige og drenge er vilde; og lære hvilke lege rigtige piger og drenge kan lide. Så kan de blive voksne og læse i livsstilsmagasiner og finde opskrifter på parforholdskonflikter, som de så kan læse i samme livsstilsmagasiner, hvordan de kan løse.  Mænd vil læse om duller og gadgets og bekræfte hinanden i, at de aldrig vil forstå “kvinder”, og tøserne kan læse om efterårets must-haves og skønhedstips og bekræfte hinanden i, at de helt har gennemskuet “mænd”.  Udveksle tips om, hvordan man håndterer “dem”. Og på den måde, ganske uforvarende, sikre sig at man aldrig kan få et ligeværdigt, gensidigt tillidsforhold. “Os” og “dem”. Hele tiden.

Mænd og kvinder er forskellige, det skal man være blind for ikke at kunne se. Forskellig fysisk fremtoning, forskellig hormonbalance. Det påvirker selvfølgelig psyken. Men her er der tale om kunstigt skabte forskelle. Nedværdigende og begrænsende for begge køn. Lunken, slatten konformitet, der byder os at opføre os efter skarpt definerede retningslinjer for at være “rigtige” kvinder og mænd. Fordi sådan er det altså bare.

Hun mente det jo godt, sådan set. Men nej tak. Der er et helt spektrum af farver at vælge imellem, og de fleste er smukke, interessante, og vækker nye af følelser og associationer i os. Og hun skænkede kun to af dem en tanke, det endda kun én pr. køn. Kun alt for sigende, et eller andet sted.

De kønsforskelle, som naturen har givet os, er berigende. De kønsforskelle, som vi selv opfinder, er begrænsende, fængslende. De står i vejen for, at vi kan se, hvad naturen har givet os. De står i vejen for, at vi kan udforske alle vore muligheder. De står i vejen for, at vi kan forstå hinanden, lære hinanden at kende og handle enigt og stærkt. De er det modsatte af mangfoldighed. Ensretning i to spor er stadig ensretning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s