Igår faldt der dom i en af danmarks mere bizarre retssager: Lene Espersen vs. Fighters+Lovers. Justitsministerens retsforfølgelse af tekstil-terroristerne endte med en pure frifindelse. Sådan set det eneste rimelige, men det betyder jo ikke at det var givet på forhånd. Vore terrorlove er elastiske og har allerede givet sig ret syrede udslag – så hvorfor ikke et mere?
Fighters+Lovers’ påståede forbrydelse var, at de havde solgt T-shirts til støtte for FARC-EP i Columbia og PFLP i Palæstina. Disse to organisationer står begge på USAs og EUs terror-lister, og at støtte dem økonomisk er derfor, sagde anklageren, støtte til terrorisme – en forbrydelse, der har en strafferamme på op til 10 år! Gad vide hvad så Lene Espersen står til som medskyldig i mindst én folkeretsstridig krig?
Sandsynligvis en karriere i erhvervslivets top, når hun om mange år er færdig i folketinget. Suk.
Nu er det allerede ved en tidligere lejlighed blevet slået fast, at EU’s terrorliste ikke er bevis for noget som helst. Listen er udformet af politikere og embedsmænd på Bruxelles’ bonede gulve, langt væk fra de kampe, de med et pennestrøg har sat sig til doms over. Listen er ikke meget mere end den glittede presses ugentlige “hot or not”-liste, pakket ind i en tyk vat af selvhøjtidelighed.
Hvad terrorisme overhovedet er for en størrelse, er faktisk ikke helt enkelt. Altså – vi er jo allesammen enige om, at når man sprænger en bombe på en markedsplads, så er det terrorisme. Vi er også allesammen enige om, at når den danske modstandsbevægelse under krigen sprængte fabrikker, der arbejdede for tyskerne, så var det noget af det fineste og mest ædelmodige der findes. Desværre er overgangen flydende, så hvor trækker vi grænsen? Og ikke mindst – hvor stor en portion undertrykkelse skal der til, før man kan legitimere væbnet modstand?
I mit hoved er der ikke så megen tvivl. Colombia er et to-parti-diktatur af de blodigste i verden. Venstrefløjens seneste forsøg på at stille op til parlamentsvalg endte med tusindvis af dræbte organisatorer og aktivister, og resten på hovedkulds flugt ud i junglen for at søge tilflugt hos guerillaen.
Palæstina er besat af en fremmed magts militær, og så er det selvfølgelig legitimt at gøre modstand. Men ét er logik, et andet jura.
De danske domstole er ikke just kendt som civilsamfundets bidske vagthunde. Der dømmes gerne, med enkelte hæderlige undtagelser, hvad politiet bestiller. Måske har de denne gang ment, at politikerne og embedsmændene med deres terrorlister gik dem lidt for meget i bedene. Nok skal man pleje sine venner, men man skal jo heller ikke lade dem tage brødet ud af munden på én. Og hvis politikerne bare kan begynde at lave lister over, hvem der er forbrydere og hvem der ikke er, vil juriststanden jo hurtigt blive overflødig.
Nu har der naturligvis ligget mere retskafne motiver baglandsrettens dom i sin tid, men sikkert er det, at man – skal man sige, som en heldig sidegevinst – lige fik pisset territoriet af overfor politikerne. Det her er vores turf, venner, no offense.
Så et øjeblik skulle man tro, at fornuften måske alligevel rådede i den lille andedam. Salige enfold. For når nu politikere og embedsmænd i EU-apparatet (ganske rimeligt) ikke ses som rustede til at dømme ret og uret i mellemøst-konflikte, hvem er mon så?
Det er da klart. Det er da 2. sorterings-juristerne i Københavns Byret. Hvad skal vi da også med folkeret og internationale domstole? Suk igen.
Så rustet med dansk terrorlovgivningsgummiparagraffer – nydeligt udformet af den anklagende Lene Espersens eget ministerium – gik byretsdommeren og to lægdommere med krum hals i færd med at sætte skik på de internationale brændpunkter. I sig selv en lidt grinagtig tanke, hvis altså ikke så meget havde stået på spil. Heldigvis skød anklagerne gentagne gange sig selv i foden ved at indkalde “uvildige ekspertvidner” , som senere viste sig at være parter i konflikterne. Og heldigvis var F+L sammen med deres forsvarere på forhånd ret sikre på at have en god sag. Men det er ingen garanti, når der er magtfulde parter som USAs og Israels regeringer på den anden side.
Efter de kaotiske Vietnam-demonstrationer i 1968 havde den kommunistiske advokat Carl Madsen en lignende sag (billedet fra http://www.leksikon.org). Den var faktisk umiddelbart af knap så dramatisk karakter, men det lykkedes ham alligevel at få den kørt den op på højeste politiske niveau, og få vendt den fra at være et forsvar af hans demonstrerende klienter til at være en anklagesag imod Danmarks politi, regering og politiske establishment.
Ikke ét ondt ord sagt om Bjørn Elmquist, som har ført denne sag glimrende. Men med de danske myndigheders engagement i krige, samarbejde med den Israelske besættelsesmagt i Palæestina og politiske kovendinger overfor for eksempel FARC-EP (som EU officielt mødtes med før 2001, uden at FARCs politik og metoder har ændret sig siden), kunne det have været interessant at få brugt denne retssag til på Carl Madsen’sk vis at få rettet et frontalangreb imod den såkaldte terrorbekæmpelse, som de vestlige lande har brugt til at give sig blankocheck til at sætte sig ud over folkeretten.
Ikke desto mindre er dommen igår dog en vigtig sejr for civilsamfundet overfor vore stadig mere totalitære “demokratiske” regimer. Vi har – med mindre Landsretten senere omstøder dommen – stadig lov at støtte legitim modstandskamp imod undertrykkende regimer, også selvom de regimer er USAs og EUs venner.
Tusind tak til Fighter+Lovers for at have sat så meget på spil for for én gang skyld at få pisset vores territorium af.
Lusepuster 