Primærfarverne fra Mars!

“Da jeg var i 10 års-alderen [...] introducerede en ven mig til Edgar Rice Borroughs’ Mars-romaner…
De var fascinerende at læse. I starten. Derefter begyndte tvivlens orm at gnave…
Der var tilfældige bemærkninger, som først forbløffede mig, men skuffede ved nærmere eftertanke. Borroughs indskyder f.eks., at at på Mars er der yderligere to primærfarver, end der er på jorden.Jeg brugte talløse minutter, med hårdt lukkede øjne, på at koncentrere mig intenst om en ny primærfarve. Men det endte altid med en tåget brunlig eller blommefarvet kulør. Hvordan kunne der være en ny primærfarve på Mars, for slet ikke at tale om to? Og hvad var en primærfarve? Havde det noget med med fysik, eller fysiologi at gøre?
Jeg besluttede, at Borroughs muligvis ikke anede, hvad han talte om. Men han fik i hvert fald sine læsere til at tænke sig om…”

Carl Sagan citeret i Phantazm

Nu kommer moderne neurologi så muligvis den stakkels Borroughs til undsætning. På Cosmic Variance skriver skribenten Sean Caroll om neurologiske undersøgelser af synæstesi – at én slags sanseindtryk, for eksempel en form, kan fremkalde en anden slags sanseindtryk, for eksempel en smag.

De finere detaljer i forsøgene skal jeg ikke komme ind på, dem beskriver Caroll fint i sit blogindlæg, men finten er, at de her folk forbinder bestemte former med bestemte farver.

Nu er det ikke ualmindeligt, at folk opfatter en eller anden form for forbindelse imellem f.eks. tal og farver, men det er mere en vag association. For den rigtige synæstetiker træder farverne klart og skarpt frem, hvilket for eksempel gør dem i stand til at udpege nogle 2-taller imellem en masse 5-taller langt hurtigere end almindelige mennesker. Det er ikke bare en metaforisk association, den virker på et meget lavere og mere automatisk plan, og teorien er, at den skyldes en feedbackeffekt eller lignende mellem det center i hjernen, der opfatter former, og det der opfatter farver – de ligger nemlig lige ved siden af hinanden.

Og her er det så, det seje kommer. De fandt nemlig en farveblind synæstetiker; der var visse bølgelængder/farver, som farvereceptorerne på hans nethinde ikke kunne opfatte, så der var bestemte farver, han ikke kunne se. Men, når de viste ham bestemte former, så fremtrådte de for ham i de farver, han normalt ikke kunne se!

Teorien er, at selvom hans nethinde ikke kan opfatte disse farver, så kan farvecenteret i hans hjerne sådan set godt opfatte dem – det får blot ikke det input fra øjet, som skulle udløse opfattelsen af netop denne farve – og at netop netop disse signaler fra form-centeret inde ved siden af, så udløser det i stedet for.

Totalt ukendte farver, som han ganske vist ikke direkte så, men som han ikke desto mindre opfattede lige så klart og levende som andre farver, var pludselig kommet ind i hans univers.

Og han omtalte dem som… Mars-farverne!

Borroughs – Sagan: 1 – 1

Hvor cool er det lige? :-D

 

About these ads

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s